kerteminde ugeavis
Hindsholm-musik gennem 75 år

Hindsholm-musik
gennem 75 år

Annonce:

Oplevelses-weekendophold

weekendophold eller miniferie.

Medlemmerne af Hindsholm Musikforenings Orkester holder prøver onsdag aften fra september til starten af maj. Årets store opgaver er Nytårskoncerten i Kertemindehallen og forårskoncerten her på hjemmebanen i Dalby Forsamlingshus.
Foto: Peter Leth-Larsen.
Hindsholm Musikforenings Orkester samler nu musikere fra store dele af Fyn
DALBY: Hindsholm Musikforenings Orkester, der i begyndelsen af maj fejrede sit 75 års jubilæum ved en koncert i Dalby Forsamlingshus, blev i sin tid skabt af lokale musikere, men overlever nu ved at samle medlemmer fra store dele af Fyn. En enkelt kommer til de ugentlige onsdagsprøver helt fra Middelfart.

De lokale kræfter er dog stadig aktive i det lille symfoniorkester med omkring 30 medlemmer. Nogle har spillet med i over 60 år.

Brødrene Børge og Bent Madsen, landmænd fra Bregnør, har således deltaget på cello og violin fra henholdsvis 1940 og 1945.

- Vores far var med fra starten og på et tidspunkt var vi fire brødre i orkestret. Den ene bror har vi desværre mistet, den anden er kommet til skade med fingrene, så han ikke mere kan spille, siger Børge og Bent Madsen. De fortæller, at deres far - Mads Madsen - var én af de mest stabile musikere i orkestret:

- Ved et sølvbryllup tog han kun forretten med, inden han drog af sted til øveaftenen.

Børge Madsen har også selv stridt for at nå frem:

- I den hårde krigsvinter 1944-45 tjente jeg i Kertinge, så det var en drøj tur på cykel gennem sneen og mørket til Dalby med en cello på ryggen, siger han.

Violinisten Walther Madsen og Anton Østergaard på tværfløjte kom begge med i Hindsholm Musikforenings Orkester i 1942.

Uddannet på konservatoriet

Anton Østergaard blev siden konservatorieuddannet, men valgte at blive på Hindsholm som landmand og frugtavler - men også som organist og musikalsk aktiv på mange fronter.

Andre medlemmer af orkestret har i årenes løb gjort professionel karriere. Mest kendt var Niels Simon Christiansen, der blev koncertmester i Det kgl. Kapel.

Hans far, skomager H.P. Christiansen, Dalby, var initiativtager til orkestret. Han var violinist og det lokale kraftcenter for musiklivet, bl.a. underviste han mange af de lokale musikinteresserede.

Åbent for alle

Hindsholm Musikforenings Orkester fungerer under reglerne for fritids- og aftenskoleundervisning. Det er åbent for alle, der kan honorere de musikalske og tekniske krav, hvis der vel at mærke er en ledig plads i den pågældende instrumentgruppe - strygere, træ- og messingblæsere og slagtøj.

- Vi kan udmærket bruge flere medlemmer, men især mangler vi en obo i orkestret, fortæller dirigenten gennem de seneste fem år, Stig Andersen, der har sit daglige virke i Odense Symfoniorkester.

Andenvioling

Mange af orkestrets praktiske opgaver og kontakter udadtil bliver varetaget af kasserer Niels Hansen, Odense - telefon 66 13 44 31.

Erik Nielsen, Odense - tidligere Munkebo - har i syv-otte år været "fungerende formand" for orkestret.

- Vi kunne ikke rigtig finde en formand. Så sagde jeg ja til at - fungere - og dén titel passer mig fint. Jeg er jo vant til at spille andenviolin, både i orkestret og derhjemme, griner han. -søe

Kundeservice

Telefon: 63 15 15 15 · Fax: 65 93 00 56
E-mail: kundeservice@fynskemedier.dk

Åbningstider: Mandag-torsdag: Kl. 8.00 - 16.00 · Fredag: Kl. 8.00 - 15.00
Abonnementsrettelser til næste dag senest kl. 14 hverdagen før.
Rettelser, der modtages fredag efter kl. 14 træder først i kraft tirsdag.

Har du ikke fået avisen? Ring tlf. 63 15 15 15
Mandag-fredag: Kl. 7.00 - 10.00 Lørdage og søndage: Kl. 8.00 - 10.30