Hindsholm Musikforening.

Forårskoncert i Dalby Forsamlingshus 25. april 2018


Fire dage før nytårskoncerten i Kertemindehallen søndag den 14. januar så det ud, som om hele arrangementet var på katastrofekurs, idet der tilsyneladende kun var solgt 30 billetter i forsalg. Først efter koncerten viste det sig, at der den pågældende dag faktisk var solgt 175 billetter. Det var helt, som det plejer at være. De resterende billetter sælges så i løbet af de sidste dage samt ved indgangen, og til koncerten fyldte et publikum på omkring 450 mennesker hallen.

Efter en således vellykket nytårskoncert vender Hindsholm Musikforenings Orkester atter blikket mod de hjemlige græsgange. Onsdag den 25. april er der forårskoncert i Dalby Forsamlingshus kl. 19.30. Koncerten gentages dagen efter i salen på Ringe Bibliotek.

I flere år har orkesteret haft et fast samarbejde med Aarslev Symfoniorkester, og der er også andre gæster fra Midtfyn ved koncerten, idet Pro Cantu Koret fra Ringe under ledelse af korets nye dirigent Erik H. A. Jakobsen har sin egen afdeling.

Pro Cantu Koret er et klassisk blandet kor med ca. 30 sangere. Koret blev dannet i midten af 1970’erne, og har i årenes løb nået at holde omkring 300 koncerter rundt på hele Fyn men også i det jyske. Repertoiret spænder fra enkle sange til store korværker, hvoraf bl.a. kan nævnes ”Elverskud”, ”Fynsk Forår” og Mozarts ”Requiem”. Ved koncerten vil koret synge forårs- og sommersatser af Svend S. Schultz, Bjørn Hjelmborg, Mogens Jermiin Nissen og Leo Estvad samt en enkelt renæssancesats og en sats af Mozart. Der rundes af med et par aftensange. Korets navn betyder ”for sangen”, så mon ikke publikum har noget at glæde sig til ?

Symfoniorkesteret vil indlede koncerten med ouverturen til ”Zigeunerbaronen”, og på programmet står også den berømte 2. sats fra Haydns såkaldte ”Paukeslagssymfoni”, et udtog af jazzoperaen ”Porgy og Bess”, Jacob Gades festlige suite ”Bryllup på Himmelpind” og Louis Gannes ”Marche Lorraine” som en festlig afslutning på koncerten.

Billetter a 60 kr sælges ved indgangen fra kl. 19, og i Dalby er der efter koncerten traditionen tro mulighed for at deltage i fælles kaffebord.