Mysteriet om den gamle kontrabas

Den spændende historie om Hindsholm Musikforenings Orkester oprettelse

I slutningen af 1920’erne var der på Hindsholm en gammel kontrabas, som ikke rigtigt hørte til nogen steder. Den blev benyttet af forskellige lokale musikere, men ingen vidste, hvor den var kommet fra, og hvis det var. Det fortælles, at der havde været bal i Dalby Forsamlingshus, og musikeren, der spillede bas, var sikkert blevet fuld i aftenens løb, og da han næste dag var kommet hjem, kunne han ikke huske, hvor han havde været, og bassen havde han altså ikke fået med sig hjem.

Skomager H. P. Christiansen i Dalby var lige så meget musiker, som han var skomager, og han havde mange dygtige violinelever (bl.a. sin egen søn Niels Simon, der senere blev koncertmester i Det kgl. Kapel). Hvis nu hans søn Arne kunne lære at spille bas, så kunne man jo lave et orkester. Han fik fat i bassen (fra Peter Christensen i Mesinge (bedstefar til Hindsholm-orkesterets mangeårige fløjtenist Anton Østergaard), der havde spillet på den); men en dag blev der ringet fra Martofte, at man skulle bruge bassen der, ”og jeg kan jo ikke sige, at vi har mere ret til den bas, end de har. Men nu har jeg foreslået dem, at de kan komme herover, og så kan vi spille sammen”.

Det blev starten til Hindsholm Musikforenings Orkester, hvis fødselsdag regnes som 15. januar 1930. I de første mange år blev det smeden i Maale Christian Jørgen Christiansen, der kom til at spille på bassen, da Arne hellere ville spille cello, da det kom til stykket. (Arne Christiansen overtog i øvrigt senere faderens skomagerværksted men blev også professionel musiker med celloen som hovedinstrument.) Siden har bassen været benyttet af bl.a. Eigil Sten, Børge Madsen og Søren Østergaard.

I foråret 2001 begyndte Anders Jørgensen, Snekkeled, at spille bas i Hindsholm-orkesteret. Ved en prøve i efteråret 2010 kom han i pausen til at fortælle, at hans bedstefar Søren Jeppesen, Davinde, for mange år siden havde haft en kontrabas. Den var blevet lånt ud til en eller anden på Hindsholm og var aldrig blevet leveret tilbage. Det var hans mor (født 1908), der havde fortalt det, og hun kunne huske, at bassen havde en lille skade i det ene hjørne. Den gamle bas blev fundet frem, og ganske rigtigt: I det ene hjørne var der en lille skade. Tidsmæssigt kunne det fint passe, så der er vist ingen tvivl om, at det den dag blev opklaret, hvor den bas stammer fra, som var skyld i oprettelsen af det orkester, hvor dens rette ejermands barnebarn senere kom til at spille. Oven i købet kontrabas. Vi ved dog stadig ikke, hvem det var, Søren Jeppesen i sin tid lånte sin bas ud til.




Her ses den gamle bas betjent af "Målesmeden"
(billede fra Tage Aabechs bog "Spillemandsmusik på Hindsholm i 200 år"). Klik HER for at se billedet i større format.